tirsdag 8. januar 2008

Fra Utfordringen et Danskt blad



Forfatteren er Niels Christian Hvidt, 32 år, en begavet dansk katolsk teolog fra Københavns Universitet, hvor han modtog guldmedalje for sin afhandling om Profeti og Åbenbaring. Han er i øvrigt søn af højesteretssagfører Torsten Hvidt, som mange af avisens læsere kender fra kirkelige sammenhænge.


Kan man stole på Vassulas budskaber?
Dr. Niels Christian Hvidt har indgående studeret den ortodokse profetinde Vassula Rydéns profetiske budskaber og forklarer her om bl.a. den katolske kirkes reaktion
Vassula (af det græske Vassilikí) er fra den ortodokse kirke og betragtes som den måske betydeligste profetskikkelse i dag.

Mange, jeg selv inklusive, ser i hendes historie og budskaber en af Guds mest underfulde gerninger i og for vor tid, og frugterne af hendes budskaber har været sjældent gode med mange tusinde mennesker, der ved læsningen heraf enten er kommet til tro på Kristus eller har fået deres forhold til Ham fornyet eller fordybet. Som en af deltagerne ved mødet i København, der efter læsning af budskaberne sagde til mig: ”Jeg havde aldrig forstået, at Kristus mente det så seriøst med, at han elskede mig, og at denne kærlighed var rettet så konkret mod mig.”Der er ingen andre, der bredt har fået så stor lydhørhed i de forskellige kirker, hvilket ikke undrer, da budskabet, hun formidler, primært handler om kirkernes enhed. Samtidig har der altid være ikke ringe polemik omkring Vas-sula og hendes budskab. Som ”hele kirkens ugeavis ” er det således naturligt, at Udfordringen skriver om Vassula, og da Vassulas historie desuden i sjælden grad lægger op til en frugtbar diskussion om profetbegrebet indenfor kristendommen og ganske særlig om et af de vigtigste emner, der relaterer hertil, nemlig bedømmelsen af profetiske gaver, emner, der er behandlet i min doktorgrad ved Gregoriana Universitetet i Rom, vil jeg i denne udgave af Udfordringen kaste lys over Vassula og debatten om hendes ægthed og i næste nummer give en bredere diskussion af de klassiske retningslinier for at bedømme profetiske gaver i kirken.

Hvem er Vassula?
Vassula blev født i Egypten den 18. januar 1942 i en græsk-ortodoks kristen familie. Hendes forældre kom oprindelig fra Grækenland. Pga. uroligheder i landet rejste familien til Schweiz, da Vassula var 18, og her boede hun, til hun blev gift som ung med en svensk udviklingsarbejder, hvis arbejde betød, at familien har levet mange år i tredje verdens lande og arbejdet for forskellige ulandsprojekter. Vassula troede altid på Gud, men holdt i lighed med så mange andre moderne mennesker op med at praktisere sin tro, således at hun, inden åbenbaringerne begyndte, sidst havde været i kirke ved sin søns dåb. Da åbenbaringerne begyndte, levede familien i Bangladesh. Vassula levede et lykkeligt liv uden sorger, spillede meget tennis (vandt bl.a. de åbne mesterskaber i Bangladesh i double), arbejdede som kunstmaler, og havde generelt set ingen bekymringer, der førte hende til at tænke over sin tro. Hun var et perleeksempel på mangt et moderne, sekulariseret menneske, der ikke var imod åndelige spørgsmål – det interesserede hende bare ikke.
Åbenbaringerne begyndte midt i den travleste periode den 28. november 1985 med et besøg fra hendes skytsengel Daniel, der i tre måneder underviste hende om bøn og om kristendommens basale sandheder, inden det siden hen blev Faderen, Kristus og Helligånden, der talte til hende, ligesom Jomfru Maria og i nogle få tilfælde Ærkeengelen Michael. Fra begyndelsen har Vassulas håndskrift været forandret i det øjeblik, hun nedskrev budskaberne, hvilket er usædvanligt indenfor den kristne profetiske tradition. Vi kender til mange eksempler tværs over de forskellige kirkeskel på menneskers oplevelse, hvor Helligånden kan være så nærværende, at det ligefrem opleves fysisk, et fænomen, der ofte er gået under betegnelsen ”raptus”, og jeg vurderer Vassulas håndskrift som en sådan delvis raptus af kroppen for et særligt formål, der i Vassulas tilfælde altså er den ændrede håndskrift.
Kristus har mange gange i budskaberne gjort det klart, at det ikke er hans egen håndskrift. Da Vassula en dag spurgte ham, hvorfor hun nedskrev med denne ændrede håndskrift lød svaret blot: Because I like it this way! I begyndelsen vidste kun Vassulas familie og nærmeste venner om budskaberne og Vassula havde ikke gjort sig tanker om, at andre skulle komme til at vide om dem. Stor var derfor hendes forbløffelse, da Kristus en dag sagde til hende, at budskabet skulle spredes over hele verden og føre til mange menneskers frelse. Her kunne Vassula blot sige: ”Jeg kan jo ikke gøre andet end at lave et par fotokopier til mine venner i tennisklubben!”, hvortil Kristus sagde: ”Du vil komme til at lave meget mere end et par fotokopier”. Og profetien om budskabets udbredelse er, som flere andre forudsigelser, gået i opfyldelse. Fra publikationen af Vassulas første budskaber i 1991 er de oversat til 41 sprog. Vassula er blevet indbudt til at tale ved over 750 møder i 60 lande, ved flere lejligheder for omkring 150.000 mennesker, og teologer har skrevet 20 bøger om hendes budskaber.

Genstand for debat
Vassula er (som samtlige tidligere profetskikkelser) genstand for heftig debat. Vassula har ikke et konfessionelt sprog, hun taler ikke kun med én særlig kirkes terminologi, og taler således både om den ortodokse rosenkrans (Jesus-bønnen) og om den katolske rosenkrans (udgangspunkt i Gabriels hilsen til Maria ved bebudelsen), både om Guds guddommelige hjerte (primært ortodoks terminologi) og Jesu Hjerte (primært katolsk og protestantisk terminologi).
Som hun selv siger, er der ikke forskellige sprog i Himlen, og Kristus er kun én. Men af ortodokse er hun blevet kaldt „skabskatolik“ og „en trojansk hest“ pga. det, man betegner katolsk terminologi, og fordi hun (o skræk) ligefrem taler godt om Pave Johannes Paulus II, som visse ortodokse anser for at være antikrist selv.
Fra katolsk side er hun blevet anklaget for at modtage nadveren i katolske kirker, selvom hun er ortodoks. Fra protestantisk side pga. den usædvanlige håndskrift og fordi Jomfru Maria taler til hende, hvilket med et slag trods 2000 års katolsk og ortodoks æring (ikke tilbedelse!) af Jomfru Maria og mange eksempler i historien på mariaåbenbaringer, der har ført mennesker til Kristus, er blevet betegnet som spiritisme! Pga. budskabernes hurtige udbredelse og deres store genklang i katolsk miljø publicerede den Katolske Kirkes såkaldte Troslærekongregation, i 1995 en „Notifikation“ vedr. Vassula. Troslærekongrega-tionen er en direkte udløber af den katolske inkvisition og er fortsat det organ, der med en stor stab af den Katolske Kirkes betydeligste teologer, anført af den legendariske Kardinal Ratzinger, har ansvaret for at bevare troen ren. Notifikationen blev udlagt som en fordømmelse af Vassula, selvom Kardinal Ratzinger i et interview med undertegnede gjorde det helt klart, at der ikke var tale herom, men at Notifikationen var et led i en større bedømmelsesproces, som var alt andet end afsluttet.

Ikke automatskrift
Lars Messerschmidt, den Katolske Kirkes nuværende Generalvikar, skrev således også et forsvar for Vassula, i hvilket han forklarede, hvad Notifikationen betød og ikke betød. Det samme gjorde et stort antal af andre teologer, heriblandt den kendte franske katolske New-Age-ekspert og eksorcist, Christian Curty. Curty har en lang erfaring med mennesker, der har brændt fingrene i forskellige New-Age-miljøer og kender særlig meget til den såkaldte auto-matskrift, som Vassulas nådegave ved første øjekast kunne minde om. Curty har i flere sammenhænge gjort det klart, at blot fordi et ydre fænomen minder om noget fra en New-Age- eller andre ikke-kristne sammenhænge, så må det ikke i sig selv få os til afvise det. Fx er det kendt, at også visse satanister taler i tunger, men det er ikke et bevis på, at tungetale ikke kan være et genuint kristent fænomen. Curty peger i sin artikel, der kan læses på http://www. tlig.org/curty2.html på afgørende forskelle mellem auto-matskriften og Vassulas nådegave, som han kalder ”Hie-ratic Writing”. Som Curty og andre har påpeget, er det simpelthen et udtryk for manglende kendskab til budskaberne og Vassulas virke, at hun skulle være en New-Age-profet. Få har med så klar stemme som Vassula talt imod farerne ved New Age. Sidst advarede hun herimod ved mødet i København, og i budskaberne tales der klart imod reinkarnation, imod lærer, der benægter Kristi guddommelighed, inkarnation og opstandelse fra de døde. I april 2003 blev det endelig offentliggjort, at ovennævnte dialog mellem Vassula og Troslærekongregationen er taget til i styrke fra år 2000. Til dialogen hører, at tre selvstændige konsulenter, udpeget af Troslærekongregationen, blev sat til at vurdere Vassulas budskaber, og over et års tid har gennemlæst alt, hun har nedskrevet. Som personer i Troslærekongregationen har sagt til mig, var processen stoppet her, hvis deres votum havde været negativt, men det har været af en sådan karakter, at dialogen har kunnet fortsætte. Kardinal Ratzinger stillede derpå i april 2002 Vassula fem spørgsmål, der i grunden opsummerer de fem hovedpunkter fra Notifikationen fra 1995. Disse drejer sig om følgende: 1. Om Vassulas mening om forskellen mellem hendes (og andre kristne profeters) budskab og Guds Ord i Bibelen 2. Om Vassulas forestilling om den kristne enhed og særlig, hvorfor hun modtager nadveren i katolske kirker, 3. Om forholdet mellem Treenighedens tre personer og deres respektive virke, 4. Om hendes opfattelse af Kristi genkomst, og 5. Om hvordan hun vurderer dem, der er kommet til tro gennem læsningen af hendes budskaber. Vassulas svar blev et dokument på 33 sider, der blev indleveret juni 2002. Jeg mødte Kardinal Rat-zinger i efteråret 2002, hvor han spontant og med et stort smil sagde til mig: ”Vassula har jo virkelig svaret meget godt!”
Og således har dialogen kunnet fortsætte med det foreløbige resultat, at Kardinal Ratzinger i februar bad om, at de fem spørgsmål og de 33 siders svar herpå kunne blive publiceret i de næste udgaver af hendes bøger, hvilket så skete i april 2003 i bind 12. Der vides endnu intet om den videre dialogs forløb, men fast står, at det er ganske usædvanligt, at en person, der først er blevet officielt kritiseret, så kort tid efter revurderes positivt. Sådan noget sker i Den Katolske Kirke normalt først længe efter, personens død. Dialogen mellem Vassula og Troslærekongregationen er i sig selv teologisk og åndeligt højst interessant læsning, der kaster lys over den kristne profetis indhold og funktion, ligesom det er vor tids interessanteste og mest omfattende eksempel på en bedømmelse af et profetisk budskab.

Ingen kommentarer: